I JHK løfter vi i flok. Vi bakker hinanden op - på banen, på bænken og udenfor hallen. Vi fejrer hinandens succeser, og vi står sammen, når noget er svært. Anerkendelse og positiv energi er en del af vores DNA.
Vi spiller sammen som ét hold
Hos os er der plads til alle - både nybegynderen, hygge-spilleren og den ambitiøse. Vi tror på, at et stærkt fællesskab skaber bedre håndboldspillere. Vi lærer af hinanden, inspirerer hinanden og arbejder mod fælles mål.
Vi skaber glæde, udvikling og sammenhold
Glæde er drivkraften. Udvikling er retningen. Sammenholdet er styrken. Vi vil være en klub, hvor alle føler sig hjemme, og hvor hver træning giver lyst til mere.
Håndbold skal være sjovt
Uanset alder og niveau skal det være sjovt at spille håndbold i JHK. Vi prioriterer leg, energi og begejstring - for det er fundamentet for motivation, trivsel og langvarig tilknytning.
Vi viser god adfærd - på og udenfor banen
Vi spiller fair, vi viser respekt for dommere, modstandere og medspillere, og vi opfører os ordentligt som repræsentanter for klubben. Vores adfærd skal afspejle den klub, vi ønsker at være stolte af.
Vi giver plads til drømme og ambitioner
Uanset om målet er at lære en ny finte, vinde en turnering eller bare have det sjovt, giver vi plads til ambitioner. Vi støtter spillerne i deres individuelle rejse - og vi gør det sammen.